Normalitetens blinde vinkler
Mennesker er forskellige. Vi tænker forskelligt, lærer forskelligt og oplever verden på forskellige måder. Alligevel har vi skabt et samfund, hvor bestemte måder at tænke, lære og fungere på bliver betragtet som normale, mens andre falder uden for normen.
Begrebet neurodivergens bruges om personer, hvis neurokognitive funktion afviger fra det, der betragtes som neurotypisk. Neurodivergens er ikke i sig selv en medicinsk diagnose. Begrebet omfatter blandt andet mennesker med ADHD og autisme. Forskellene kan bestå i alt fra opmærksomhed og koncentration til følelsesregulering, sanseoplevelser og måden, vi organiserer vores hverdag på.
Når det almindelige også bliver gjort til idealet, opstår der blinde vinkler. Vi vurderer børn efter bestemte forventninger til koncentration, adfærd og præstationer, og voksne forventes at passe ind i forestillinger om, hvordan et såkaldt velfungerende menneske skal være.
Det kan få konsekvenser for mennesker, der tænker og fungerer anderledes, fordi deres styrker og vanskeligheder bliver vurderet ud fra forventninger, som ikke nødvendigvis passer til dem. At afvige fra det statistisk almindelige er dog ikke i sig selv udtryk for en funktionsnedsættelse, ligesom reelle funktionsvanskeligheder ikke alene kan forklares med samfundets normer.
Når kønsbias gør kvinder usynlige
Samfundets blinde vinkler bliver tydelige, når vi ser på piger og kvinder med ADHD. Vores viden og forestillinger om ADHD har historisk været præget af forskning og diagnostiske forståelser baseret på en overvægt af drenge, særligt drenge med tydelige hyperaktive og impulsive symptomer. Det har bidraget til, at symptomer hos piger og kvinder i nogle tilfælde er blevet overset, misforstået eller først genkendt sent i livet.
Mange piger og kvinder med ADHD bruger betydelige kræfter på at tilpasse sig omgivelsernes forventninger, skjule deres vanskeligheder og kompensere for udfordringer, som andre ikke ser. Når de samtidig forventes at være omsorgsfulde, organiserede og have styr på både relationer og hverdagsliv, kan kønsnormerne forstærke belastningen.
Det rejser et grundlæggende spørgsmål om, hvem vi indretter vores samfund efter, og hvem vi overser. Når vi tager udgangspunkt i det, flertallet gør, tænker og præsterer, risikerer vi at gøre forskellighed til et individuelt problem. Derfor er det vigtigt at udfordre de forestillinger og den kønsbias, der præger vores forståelse af ADHD, så flere piger og kvinder får mulighed for at blive forstået og anerkendt på deres egne præmisser.
