Velkommen

Maskering – prisen for at passe ind

Begrebet neurodivergens bruges om personer, hvis neurokognitive funktion afviger fra det, der betragtes som neurotypisk. Neurodivergens er ikke i sig selv en medicinsk diagnose. Begrebet omfatter blandt andet mennesker med ADHD og autisme. Forskellene kan bestå i alt fra opmærksomhed og koncentration til følelsesregulering, sanseoplevelser og måden, vi organiserer vores hverdag på.

Når det almindelige også bliver gjort til idealet, opstår der blinde vinkler. Vi vurderer børn efter bestemte forventninger til koncentration, adfærd og præstationer, og voksne forventes at passe ind i forestillinger om, hvad det vil sige at være et velfungerende menneske.

Det kan få konsekvenser for mennesker, der tænker og fungerer anderledes, fordi deres styrker og vanskeligheder bliver vurderet ud fra forventninger, som ikke nødvendigvis passer til dem. At afvige fra det statistisk almindelige er dog ikke i sig selv udtryk for en funktionsnedsættelse, ligesom reelle funktionsvanskeligheder ikke alene kan forklares med samfundets normer.

Når kønsbias gør kvinder usynlige

Samfundets blinde vinkler bliver tydelige, når vi ser på piger og kvinder med ADHD. Vores viden og forestillinger om ADHD har historisk været præget af forskning og diagnostiske forståelser baseret på en overvægt af drenge, særligt drenge med tydelige hyperaktive og impulsive symptomer. Det har bidraget til, at symptomer hos piger og kvinder i nogle tilfælde er blevet overset, misforstået eller først genkendt sent i livet.

For nogle betyder det, at de gennem barndom, ungdom og voksenliv kæmper med vanskeligheder, som hverken de selv eller omgivelserne forstår. Det kan få konsekvenser for deres selvopfattelse, uddannelse, arbejdsliv og nære relationer og føre til stress, angst m.v.

Når maskering skjuler ADHD

Mange piger og kvinder med ADHD bruger betydelige kræfter på at tilpasse sig omgivelsernes forventninger, skjule deres vanskeligheder og kompensere for udfordringer, som andre ikke ser. Når de samtidig forventes at være omsorgsfulde, organiserede og have styr på både relationer og hverdagsliv, kan kønsnormerne forstærke belastningen.

Maskeringen kan være så effektiv, at både de nærmeste og de professionelle, som møder pigerne og kvinderne, overser deres vanskeligheder. Det gælder forældre og partnere, men også lærere, læger, psykologer og andre fagpersoner. Når en pige eller kvinde tilsyneladende fungerer godt, kan det være svært at få øje på, hvor mange kræfter hun bruger på at leve op til omgivelsernes forventninger. Dermed kan maskeringen bidrage til, at ADHD først bliver opdaget sent, og at behovet for forståelse, udredning og støtte forbliver overset.

Når vi tager udgangspunkt i det, flertallet gør, tænker og præsterer, risikerer vi at gøre forskellighed til et individuelt problem. Det gælder også vores forståelse af ADHD, hvor forestillinger om normalitet og kønsbestemte forventninger kan bidrage til, at piger og kvinders vanskeligheder bliver overset.


Anne-Mette Barfod er cand.polit., forfatter, konceptudvikler og forskningsformidler med særlig interesse for køn, diversitet og samfundets blinde vinkler. Hun har udviklet idé, koncept, titel og struktur til ‘Mor med popcornhjerne – at leve, elske og overleve med ADHD ‘ og stået for research og interviews med forskere og eksperter. Bogen kombinerer faglig viden med medforfatter Maria Durhuus’ personlige fortælling som gennemgående case og udkom på forlaget Klim den 5. november 2026.